| Velkommen /v Vitus Bilking, chefinstruktør for Europa. |
|
|
www.shuri-ryu.dk er danmarks officielle hjemmeside for Okinawan Shuri-ryu Karate, et veldokumenteret og stort traditionelt Karate-system. Jeg vil i denne introduktion prøve at give dig et lille billede af hvilke spændende teknikker og principper der er indeholdt i systemet, og på de følgende sider kan du så udvide dette billede med en dybere forståelse for , hvad der gemmer sig i denne stilart. Eftersom Okinawan Shuri-ryu er en klassisk stilart, indeholder den teknikker, som kan relateres langt tilbage i historien for Martialsk Kampkunst - det er denne relation der gør det til et meget bredt og spændende system, da det op til idag har bevaret de gamle oprindelige kinesiske kamp-principper med åbenhånds-teknikker og cirkulære, flydende bevægelser sammen med de nyere japanske principper som benytter retlinede bevægelser, med flere teknikker med lukket hånd. Okinawan Shuri-ryu kan altså tilbyde dig en stor mængde basis-teknikker (kihon) og Kata, som indeholder effektivt selvforsvar, og masser af gode øvelser og kampteknikker til brug i sportsturneringer indenfor det traditionelle område (WKF-kampregler) hvor der konkurreres i både Kumite (fri-kamp) og Kata (figurøvelser). Okinawan Shuri-ryu blev indført officielt i Danmark den 16. december 1982 af undertegnede, og er idag spredt godt ud over hele landet med 7 klubber, som alle har højt kvalificerede instruktører til at varetage den daglige undervisning. Instruktørerne mødes mindst een gang årligt i Honbu-dojo'en i Århus, hvor undertegnede er bosiddende. Vi håber med denne introduktion at have vækket din nysgerrighed til at kigge indenfor i dette spændende Karate-system og læse videre i det følgende materiale som fortæller dig mere om, hvad systemet indeholder, og hvor du kan finde de respektive Karate-klubber - både i Danmark og i de øvrige europæiske lande. Med venlig hilsen Chefinstruktør for det europæiske kontinent Renshi Vitus Bilking - 7. Dan. |